Formålet for dette projekt er at muliggøre, at borgerne i højere grad kan modtage behandling og pleje i eget hjem. Dette for at borgeren kan blive i eget hjem længst muligt og for at reducere forebyggelige (gen)indlæggelser.
For at øge kommunens og hospitalets fokus på at forebygge indlæggelser og genindlæggelser, er der behov for at styrke den tværsektorielle indsats gennem samarbejdsaftaler og kompetenceudvikling. Samarbejdet mellem hospital, almen praksis og kommune er essentielt for at sikre en faglighed, der gør, at et fælles sygeplejeteam på tværs kan fungere optimalt.
Arbejdet skal øge kendskabet til de forskellige tilbud på tværs af sektorerne f.eks. via jobrotation og fælles skolebænk, samt afklare hvordan et setup for et fælles akutteam mellem hospital, kommune og almen praksis kan konstrueres.